Kegnæs – en kærlighedserklæring
Skal man beskrive Kegnæs, kan det kun blive en
kærlighedserklæring!
Den naturskabte landtange Drejet er den aldrig brudte
navlestreng til Als, som betyder, at Kegnæs geografisk og på kortet er en
halvø.
Kulturelt og mentalt er Kegnæs sin egen ø. Og sådan har det altid
været. Kegnæsserne taler om dem ”ovre på Als.” Alsingerne taler om ”dem ovre på
Kegnæs.”
Som det første på Kegnæs kan man se resterne af Kejborg,
ikke meget borg, men nok mere et middelalderligt vagttårn, som har været
bemandet i utrygge tider. Man skulle holde øje med skibe i farvandet, som kunne
udgøre en fare for befolkningens sikkerhed. Den dag i dag har forsvaret en bemandet
udkikspost på det nærliggende Kegnæs Fyr, hvor man fortsat overvåger skibsfarten i Østersøen.
Kegnæs er omgivet af vand – af de lokale kaldet ”Storehav”
mod øst og ”Lillehav” mod nord. For andre: Lillebælt, Østersøen, Flensborg
Fjord og Høruphav.
Blåt og grønt er de fremherskende farver på Kegnæs.
Kegnæs er en frugtbar morænehalvø på 17 kvadratkilometer og
har godt 500 indbyggere.
Indtil 1970 var Kegnæs en selvstændig kommune, senere
blev øen indlemmet i Sydals Kommune og er nu en del af Sønderborg storkommune.
På Kegnæs har man altid haft styr på geografien. Bebyggelsen
er spredt over hele øen. Der er kun tre egentlige landsbybebyggelser: Sønderby,
Vesterby og Østerby. Med bynavnene er verdenshjørnerne på plads.
I sten- og bronzealderen har øen været befolket, men noget
tyder på, at øen senere ligget øde hen som ufremkommelig skov.
Under hertuger og preussere
I 1600-tallet blev skovene ryddet af hertug Hans den Yngre
af Sønderborg, som ejede Kegnæs. Nogle af hans mange hovbønder blev forflyttet
til øen som straf for at de skyldte hertugen penge.
Kegnæs blev senere lagt ind under Augustenborg Slot og
hertug Ernst Günther.
Det er fra den tid, at folk fra Kegnæs fik tilnavnet "E Kukker."
En kukker på sønderjysk er en gøg. Som bekendt så lægger gøgen sine æg i andres reder. Historien vil vide, at mens mændene på Kegnæs blev kommanderet ud på hoveri, så besøgte hertugens mænd kvinderne på øen. Med hvad deraf følger.
I sidste halvdel af 1700-tallet blev gårdene udskiftet.
Landbruget fik den struktur, vi kender i dag.
Det første fyr på Kegnæs blev bygget i 1845 og bestod af et
tårn bygget på taget af fyrmesterboligen.
Efter nederlaget på Dybbøl i 1864 forfulgte den preussiske
hær danskerne over på Als. Under voldsomme kampe pressede preusserne den danske
hær mod det sydlige Als. Den danske hær måtte opgive kampene - med 3.148 sårede, faldne og tilfangetagne
soldater.
Til sidst stod den danske hær
med ryggen til havet på Kegnæs, hvor 11.000 mand blev evakueret og udskibet ved
Kegnæs Fyr.
Den 1. juli 1864 forlod den sidste danske soldat Kegnæs og
det blev starten på 56 års preussisk besættelse af Sønderjylland indtil 1920,
hvor Kegnæs, Als og resten af Sønderjylland blev lykkeligt genforenet med ”Det
gamle land.”
Et par gange i historien har Kegnæs rent fysisk været en ø.
Ved stormfloden i 1872 var Kegnæs og Drejet oversvømmet og flere huse forsvandt
i vandmasserne. I forrige århundrede isolerede sne og isskruninger flere gange Kegnæs,
så man ikke kunne komme til Als. Transport til og fra Kegnæs måtte ske med
helikopter.
Kirken på Kegnæs
Sct. Johannes Kirke på Kegnæs blev opført af hertug Hans den Yngre af Sønderborg. Ganske usædvanligt kender vi den dato hvor grundstenen til
kirke blev nedlagt, Sct. Hansdag, den 24. juni 1615.
Historien fortæller, at hertugen på Sønderborg Slot fandt en
del fødevarer henkastet i voldgraven omkring slottet. Han blev rasende og
mistænkte 11 bønder fra Klinting, der var på hoveriarbejde på slottet for at have
smidt fødevarerne ud i voldgraven.
Det var kort proces. De 11 bønder blev uden rettergang hængt
i de nærmeste træer!
Da det nogle dage senere blev opklaret, at der var hertugens
køkkenfolk der havde smidt gamle fødevarer i voldgraven, meldte den dårlige
samvittighed sig dog hos den hidsige hertug.
Han tænkte ikke på de uskyldig hængte, men fik anfægtelser
om sin egen sjæls frelse. For at formilde Vorreherre byggede han derfor to
kirker: Sct. Johannes Kirke på Kegnæs og Nykirke på Angels nordkyst overfor
Kegnæs (Tyskland).
Kegnæs Kirke er også kendt for sit timeglas på prædikestolen som skal minde præsten om, at menigheden skal hjem og have søndagsfrokost på et
tidspunkt!
Som et af de få steder i Danmark har Kegnæs bevaret traditionen med Helligtrekongersløb den 5. januar. Udklædte og helt dækket af masker går man rundt Helligtrekongersaften og besøger de steder, hvor lyset ved hoveddøren er tændt. De besøgende taler med skingrende stemmer og det gælder så om at finde ud af, hvem der skjuler sig bag masken. Der bydes på en genstand og de udklædte går videre til næste sted. Det bliver til mange besøg og genstande, så humøret stiger i løbet af aftenen.
Dagens Kegnæs
Det kræver bevidsthed fortsat at bevare Kegnæs som et
velfungerende og levende lokalsamfund. Den lokale folkeskole er for længst
lukket og der er ikke længere en dagligvareforretning på øen.
Det største helårserhverv er fortsat landbruget, der har
evnet at følge med tiden. Gårde er blev sammenlagt og suppleret med forpagtet
jord, så de i dag har den volumen, der skal til for at drive landbrug i Danmark
anno 2023.
Turismen er også et bærende erhverv. Der er mange sommerhuse
på Kegnæs, men det er lykkedes at placere sommerhusområderne i mindre områder,
så de ikke virker så dominerende som andre steder. To campingpladser af den
gode gammeldags slags uden swimmingpool og vandland, tiltrækker hovedsagelig
fastliggere, som kommer for at nyde stilheden, naturen og kulturen på Kegnæs.
De samme gælder de mange endagsturister der besøger Kegnæs
på cykel, i bil eller til fods.
Turisme er en konstant balance på en knivsæg. Den kan tage over og ende
som Blåvand. På Kegnæs har man fundet et naturligt leje og turismen skal ikke udbygges
yderligere, hvis øen skal beholde den oprindelighed og ærlighed, man i sidste ende kommer for at opleve.
Ved genforeningen i 1920 var Kegnæs et af de mest
dansksindede sogne i Sønderjylland. 95 % af de stemmeberettigede stemte dansk. I
den ældre generation på Kegnæs findes ånden fra 1920 fortsat bevaret.
I familietraditionen er
gemt erindringen om en tid, hvor man måtte kæmpe for sit nationale tilhørsforhold og
kultur.
Det er nok forklaringen på, at den historiske interesse på Kegnæs er meget
stor, og at man står vagt om den historie og kultur, som har båret
dette sted i mange hundrede år.
